EN BEGYNDELSE
Der findes mange gode råd til, hvordan man laver et nyhedsbrev. Stort set alle rådene handler om, hvordan jeg maksimerer alt. Sådan maksimerer jeg antallet af tilmeldte. Sådan maksimerer jeg åbningsraten. Sådan maksimerer jeg videredeling. Hvis jeg skulle følge rådene, så skal jeg skrive mere som et digt.
Du tror, det er løgn.
Men det er faktisk sådan her, de vil have, at jeg skal skrive.
For at maksimere din manglende koncentrationsevne til at læse noget, du selv har tilmeldt.
Problemet er bare, at jeg ikke orker noget af det. Jeg orker ikke mere internet. Jeg orker ikke flere projekter, der har det primære formål at vokse sig større. Mit batteri er dødt, og jeg kan ikke genoplades af flere gode råd om, hvordan man skal huske at have et coverbillede på sin LinkedIn-profil for at skabe et personligt brand. Jeg håber inderligt, at internettet dør, så vi kan bygge et nyt.
Og det er egentlig formålet med det her. Internettet er en kræftpatient, og jeg vil i de her nyhedsbreve komme med forebyggende råd, diagnosticere, og jeg vil sige, at det er for sent. Jeg vil begrave internettet, og jeg vil høre på jeres gode minder om internettet. Minderne fra før internettet blev en råbende nazist med en ambition om en dag at læse Atmoic Habits.
Jeg håber, du vil være med. For fremtidens internet er trods alt sjovere, hvis vi er flere.
MASSEPRODUKTION
Jeg har nogle helt enkelte regler, når det kommer til at forholde sig til nogen form for spørgsmål om store sprogmodeller (SSM):
Jeg forholder mig kun til, hvad de kan i dag
Påstande om store sprogmodeller skal dokumenteres med kilder, der ikke kommer fra dem, der sælger dem eller på anden måde tjener penge på dem
Det kan måske virke absurd, at jeg i et nyhedsbrev om fremtidens internet ikke vil forholde mig til fremtidens SSM. Men det er fordi, at SSM er endt i en helt særlig kategori som cryptovalutaer og NFT’er også endte i. De har været udsat for så meget grifting, falsk markedsføring og spekulation, at teknologiens potentiale ikke er til at stole på.
En mand på LinkedIn skriver, at danskerne skal vågne op. Amerikanske virksomheder som Meta fyrer mange tusinde ansatte, fordi SSM i fremtiden vil erstatte dem.
Hvilke fuldtidsstillinger har den per dags dato fuldt ud erstattet? Og hvordan er det gået? Det melder historien ikke noget om.
Er der andre kilder end Meta selv, der kan verificere, at der ikke er andre årsager til fyringerne? Meta udvikler selv SSM-produkter og er ikke en pålidelig kilde.
Usikkerheden er så stor, at det er tåbeligt at planlægge for et potentielt scenarie med SSM. Af samme årsag mener jeg heller ikke, at Hjørring kommune skal planlægge reparationer af asfalten på Frilandsvej med tanken om, at den flyvende bil jo lige er om hjørnet.
En anden mand skriver på LinkedIn, at han har lanceret sin helt egen hjemmeside ved hjælp af SSM. Han kan ikke selv programmere, og hvis han skulle have betalt en programmør for det ville det have kostet tusindvis af kroner. Han kunne have brugt en hjemmesidebygger som Wix eller Squarespace, men det her føles på en eller anden måde mere frigørende.
Nu har vi fat i noget. Det er det første tegn på internettets død. Masseproduktionen af hjemmesider.
For nogle år siden begyndte en lille men dedikeret gruppe af mennesker at lave underlige, håndlavede hjemmesider. De samlede sig på steder som Neocities og var overvejende nostalgiske i deres brug af tekst, der ruller over skærmen, gæstebøger og ASCII-kunst. Det var et lille oprør og et forsøg på at tage noget tilbage, der var der før alle hjemmesider var så polerede og ensartede.
Det oprør er allerede ved at blive spist af Karsten fra Viby J, der har købt et abonnement til Claude. SSM har muliggjort en masseproduktion af ensartede og polerede hjemmesider. Karsten kan lave en hjemmeside på tyve minutter. Det kunne han ikke før.
En sød, hjemmelavet hjemmeside på Neocities tager tid og kærlighed. For hver inspirerende hjemmeside, der bliver lavet, er der potentiale for at lave millioner af masseproducerede hjemmesider. Langt størstedelen af dem har ikke andet formål end at vise, at det kan lade sig gøre.
Meningsløsheden har taget over, internettet er på vej til at blive en stor spamindbakke. Håndværket er blevet til et samlebånd. Mere om det en anden gang.
EN ANBEFALING
Mr. Beast er en af de internetfænomener, jeg kender navnet på men oprigtigt ikke forstår. Folding Ideas har lavet to fremragende videoer, der går i dybden med vanviddet:
Vi ses på et tidspunkt.
PS: Du kan svare på denne mail, hvis du vil snakke med mig.
